Self Care Shop's Blog

Copenhagen Marathon

Så oprand dagen hvor jeg skulle løbe mit første marathon, og spændingen var stor. Jeg havde aldrig løbet så langt før, og stod ved målstregen og spekulerede på hvad det egentlig var, jeg var gået ind til. 42,195 km er alligevel en slat, og det længste jeg havde løbet inden var kun det halve. Desuden tænkte jeg tilbage på den sidste måneds træning, der var blevet spoleret af en skade i knæhasen, som jeg via internettet havde læst mig frem til kunne være noget senebetændelse. Skaden var opstået ved at øge længden af mine løb for hurtigt, så senerne havde ikke kunnet følge med. Jeg løb BT’s halvmarathon i slutningen af april, og dette havde, mod al forventning, ikke forbedret skaden Tværtimod! Så min gamle fodboldtræner fik ikke ret i de berømte ord: ”Det skal bare løbes væk”.

Efter BT’s halvmarathon var jeg derfor nødsaget til at holde pause, og denne pause varede lige indtil Copenhagen Marathon, så jeg havde ingen anelse om hvor god min kondition var.

Som forberedelse til marathon havde jeg i ugen op til ”Carb-loadet”, altså fyldt i munden med kulhydrater, for derigennem at opbygge kroppens energidepoter. Det er faktisk utrolig hårdt at overspise hver dag, når man er vant til ikke at spise så voldsomme mængder mad. Den der kroniske mæthedsfølelse og oppustethed kunne jeg godt have undværet. I dagene op til marathon havde jeg, på trods af fester hos nogle af mine nære venner, naturligvis holdt mig fra alkohol (klap på skulderen, puds glorien), og istedet drukket meget vand for at være velhydreret. Om morgenen stod jeg tidligt op (6.30) for at spise morgenmad, så jeg var sikker på, at kroppen havde tid til at tømme mavesækken inden løbet, så det ikke lå og skvulpede rundt.

Startnummeret var hentet dagen før, og jeg havde samtidig købt noget nyt løbetøj på messen i Gunnar Nu Hansen-hallen på Østerbro. Så udover 4 ugers manglende træning var alt optimalt i forhold til at løbe marathon. Nu manglede starten bare at gå! Jeg havde inden min skadespause satset på at gennemføre marathonet på under 3 timer og 30 minutter, men denne målsætning var jeg så nødt til at ændre. Det nye mål blev derefter at løbe marathon på under 3 timer og 45 minutter, hvilket svarer til en gennemsnitlig kilometertid på 5 minutter og 20 sekunder.

Der var få minutter til start og jeg skulle finde min plads i mængden af de svimlende mange mennesker, der stod klar. Til så stort et marathon, som dette, er der tilknyttet fartholdere. Fartholderne er påmonteret balloner med den tid  de er om at løbe de 42,195 km. Jeg skulle således bare følge ballonerne med 3:45.00 påtegnet, og så var min målsætning nået. Det lød jo nemt. Jeg valgte dog at stille mig et stykke bag disse balloner, for forhåbentligt at kunne indhente dem undervejs, og løbe lidt fra dem mens jeg havde kræfter tilovers, for så til sidst at have lidt tid at løbe på. Jeg stillede mig derfor midt mellem 3:45.00-ballonerne og 4:00.00-ballonerne.

Jeg havde tænkt lidt over strategien rent tempomæssigt for at komme gennem marathonet, men da jeg ingen erfaring har på så lang en distanc,e havde jeg ikke den fjerneste idé om det kunne lade sig gøre. Jeg valgte at løbe langsomt de første 10 kilometer, for derefter at forcere i 15 kilometer, og derefter ”trille” i mål. De første 10 kilometer skulle gennemføres med en gennemsnitskilometertid på 5.20, for derved at være ”i nul” herefter, derefter skulle tempoet hæves, så jeg havde nogle minutters forspring i forhold til sluttiden på 3:45.00. De sidste 17 kilometer skulle så gerne løbes med en gennemsnitlig kilometertid på 5.20 minutter, så man holdt fast i ”forspringet” så hurtigt som muligt.

Nå, men stod altså der på startstregen og trippede for at komme igang, og på mit ultraseje gps-pulsur, kunne jeg se pulsen stige til godt over 150 slag pr. min. Dette var mest grundet nervøsitet, men også en god mængde koffein i blodet. Startskuddet gik, og så var det ellers bare om at vente på at alle e tusindvis af folk der stod foran én kom igang med at løbe, men det tog omkring 6 minutter før jeg selv kom over startstregen. Det er lang tid at vente, skulle jeg hilse at sige! Men kom omsider igang, og det var fedt. Benene løb meget af sig selv i starten, og det føltes godt bare at løbe i langsomt tempo og slappe af. Desværre var der mange rigtig langsomme løbere, der havde stillet sig frem i feltet, og disse skulle overhales ved at zig-zagge udenom dem. Virkelig frustrerende når man bare gerne vil løbe i sit eget tempo. Det er helt sikkert de samme personer , der vælger at betragte de danske motorveje som margueritruten, og lægge sig ud i venstre spor med 90 kilometer i timen og bare nyde naturen! Dem bruger man desværre en del kræfter og irritation på at komme forbi i starten. Senere i løbet vænnede jeg mig lidt til det, og istedet for at blive irriteret over ikke at kunne løbe forbi dem, brugte jeg tiden bag dem til at løbe slappe lidt af indtil der kom et hul, som man kunne komme igennem og forbi dem.

Men jeg kom fint fra start, og kunne stort set problemfrit holde tempoet på de 5.20, som var målet. Jeg følte et stort overskud, hvilket motiverede mig til de kommende strabadser. Vandposter var der nogle stykker af i starten, men der var meget tid at tabe på at komme til og få noget at drikke. Men for en uerfaren løber som mig, ville jeg ikke løbe risikoen ved at lade være med at drikke ved hver eneste mulig vandpost. Men det kostede 30-45 sekunder hver gang, som skulle indhentes ved at løbe hurtigere efterfølgende. Det var ikke noget problem, da jeg havde masser af kræfter på nuværende tidspunkt.

Efter de første 10 kilometer satte jeg som skrevet tempoet op, og prøvede at gennemføre hver kilometer på 5.00 minutter eller derunder, for at vinde noget tid på hver kilometer. Dette lykkedes rigtig fint, og jeg indhentede 3:45.00-ballonerne efter omkring 20 kilometer, men de havde jo også haft et pænt forspring. Jeg fik overhalet dem, og lagt dem et pænt stykke bag mig, inden jeg satte ned efter at have rundet de 25 kilometer. Jeg satte tempoet ned til de 5.20 minutter pr. kilometer, som jeg også lagde ud med, men nu var det pludselig ikke så nemt og afslappende som tidligere, men løb dog stadig rundt med tanker om, at jeg helt sikkert havde kræfter til at sætte farten op de sidste 5 kilometer. Jeg havde læst mig frem til, at man skulle passe på mellem de 25 og 33 kilometer, da det er her man rammer ”muren”, altså at kroppen gør fra kulhydratforbrænding til ren fedtforbrænding, hvilket foregår i et markant langsommere tempo, og det derfor er hårdere for kroppen at skabe den energi, der er behov for.

Godt på vej, men godt slidt

Efter små 30 kilometer fik jeg kuldegysninger over hele kroppen, og dette var kunne være et tegn på at kroppen havde ramt muren, heldigvis mærkede jeg ikke et øget besvær ved at løbe. Det kom først 6 kilometer senere. Ved de 30 kilometer havde jeg stadig troen på, at jeg kunne sætte en ”spurt” ind de sidste par kilometer…men jeg skulle blive klogere.

Med 10 kilometer igen kunne jeg se 3:45.00-ballonerne komme nærmere, de var omkring 50 meter bag mig, og pludselig skulle jeg til at stresse over dem. De halede lige så stille ind på mig, og hver gang jeg vendte mig rundt for at se efter dem, var de kommet lidt nærmere. Men jeg pacede mig selv til at holde tempoet på de 5.20 pr. kilometer. Det var hårdt nu, men det skulle blive værre…

Efter at have rundet de 36 kilometer blev det meget hårdt at holde tempoet, og jeg var nødt til at checke gps-pulsuret hver 20. Sekund for ikke at tabe tempoet, og ballonerne hentede stadig ind på mig. Det blev hårdt at løfte benene, og da jeg stoppede ved et vanddepot, var det nærmest umuligt at komme igang igen. Jeg løb fuldstændig uden motorik, og der gik 20-30 sekunder før jeg kom op i tempo igen. Med 3 kilometer igen var jeg drænet for kræfter, og jeg havde ikke en kinamands chance for at sætte en spurt ind selvom jeg gerne ville. Der var ikke merer at komme efter. Jeg måtte koncentrere mig om at tage et skridt ad gangen, og selvom folk stod langs ruten og heppede havde jeg ikke overskud til at kigge op. Jeg var 100% fokuseret på at få benene til at bevæge sig, og holde de skide balloner bag mig, men de var nu kun 10 meter bag mig.

Med halvanden kilometer igen var tempoet faldet tilstrækkeligt meget til at ballonerne kom op på siden af mig, og selvom viljen bad benene om at løbe lidt hurtigere for at følge med, var det umuligt. Da ”nederlaget” over at lade ballonerne komme foran var sunket ind, kom den ultimative udfordring; Langebro! Hvilken idiot vælger at lægge en bro med en grim stigning med modvind lige inden den sidste kilometer på et marathon? Det burde ikke være raketvidenskab at se det dumme i den beslutning!

Jeg kæmpede mig over, og ballonerne var nu godt foran, men jeg koncentrerede mig ikke om dem mere; der var kun mig selv at holde styr på. Jeg løb ned på den anden side af broen og rundt om, for nu at kunne se målstregen blot nogle få hundrede meter fremme! Jeg havde sgu næsten klaret det, men tiden tikkede. Der var ikke mange sekunder af give af i forhold til tiden på 3:45.00. Der blev udstedt en ordre fra førerhuset til medarbejderne i maskinrummene i benene om at smide mere kul på, men de havde taget fyraften for en del kilometer siden. Der var inegn spurt i benene, men så måtte jeg kæmpe med det der var tilbage.

Nu var der kun 50 meter til stregen og adrenalinen pumpede rundt i kroppen for at tvinge det sidste ud af musklerne…20 meter…nu er den der snart…10 meter…nu kan jeg ikke mere…YYYEEESSSS!!!! Så er jeg i målet. Jeg lod glæden få frit løb og råbte min glæde ud til stor forbavselse for de nærmeste, men jeg var ligeglad; Jeg har gennemført et marathon! 42,195 km! På 3 timer 44 minutter og 37 sekunder!