Jeg læser hver uge FødevareSundhed og må sige, at artiklerne bliver mere og mere relevante omkring sundhed.
Dagens artikel om diabetes er både interessant og skræmmende.
Jeg læser artiklen som om vi bare skal læne os tilbage og vente på at en vaccine bliver udviklet, så vi kan fortsætte den dårlige stil og stopfodre vores børn med hurtige kulhydrater. Derefter er der ingen ko på isen. Skal vi så også læne os tilbage og vente på ”manglende motion-vaccinen”, ”dalende livsglæde-vaccinen” og ”dårlig søvn-vaccinen”?
Det store indtag af hurtige kulhydrater smitter. Det er en dårlig vane og gavner ingen. Motion og sund kost med fibre og gode umættede fedtstoffer er vejen udenom diverse adfærdsforstyrrelser. Det giver glæde, velvære og indre ro. Er det ikke det vi alle søger?
Hvis vi hæmmer de naturlige processer i kroppen – både dem der giver negative og positive reaktioner – er vi da ikke rigtig kloge. Hvis vi roder med dele af et komplekst system, har vi ingen jordisk chance for at gennemskue følgerne. Den umiddelbare reaktion er indlysende, men hvad hænder på lang sigt, hvis vi vaccinerer vores babyer imod alverdens dårlige vaner?
Den største fejl vi mennesker begår, er at ignorere kroppens egen intelligens. Kroppen er en vidunderlig intelligent biokemisk fabrik. Den siger til, når den vil have mere og fra når, den har fået nok. Det bør vi lytte til og respektere, hvis vi gerne vil have et godt liv.
Der skal så lidt til at komme ud af de dårlige vaner, men vi skal gide og vide det. Og ofte er forældrene selv fanget i raffineret hvede-, hvidt sukker-, dårlig fedt-, manglende motion-fælden, hvordan i alverden skal de så kunne formidle de gode værdier videre?
Forældre er ubegribeligt uoplyste. Vi ved alle sammen, at vi skal spise fiberholdig kost, få de essentielle fedtsyrer, drikke masser af vand, dyrke daglig motion, passe sengetiderne. Men ved vi hvorfor? Det hjælper ofte på forståelsen at vide hvorfor. Både for børn og voksne. Jeg holder på, at dette skal formidles allerede fra når børnene går i børnehave. Børnene vil allerede her gerne vide hvor mad og drikke forsvinder hen og hvordan det kommer ud igen. I folkeskolens første klassetrin kan man så tage skridtet videre og fortælle børnene om kroppens celler og deres stofskifte. Senerehen kan man så tage børnene med ud på slagterier og slikfabrikker, det plejer at virke præventivt.
Immunforsvaret er stærkt undervurderet. Hvis vi sviner vores kroppe til med tilsætnings-, farve-, affaldsstoffer og antinutrienter, er det da indlysende at immunforsvaret halter. Alverdens mikroorganismer får frit spil. Bakterier, vira og svampe kan nu nasse på vore organismer. Føj for pokker.
Bare lidt tanker herfra.
Mvh. Nina Hartmann





